ordnung

Kontakt os

Tak for din henvendelse, vi kontakter dig hurtigst muligt

Beklager, der skete en fejl. Kontaktformularen blev ikke sendt. Prøv at genindlæse siden og prøv igen.

2024: Året der gik hos ordnung

Vi har sat os ned med vores CSO og medejer, Hauke Haas, for at få hans perspektiv på, hvad der har præget året 2024, hvordan vi har bygget videre på sidste års udvikling, og hvad vi kan forvente af 2025 i et hastigt udviklende marked for serviced offices (kontorhoteller).

Oprettet:

Sarah Mortensen

Marketing Assistant

Del artikel

Et tilbageblik på 2024

Helt overordnet har 2024 været et år, hvor vi har haft fokus på at finjustere de elementer, der udgør kernen i vores virksomhed – både internt og eksternt. Som Hauke beskriver det:

“Det handler om de små detaljer, der gør en stor forskel. Det, vi forbedrer dag for dag, skaber mærkbare resultater for dem, der bruger vores faciliteter.”

Hauke Haas, CSO & medejer hos ordnung

Denne tilgang har været fundamentet for en række forbedringer og opgraderinger på vores lokationer. I løbet af et år når vi at gennemføre mange positive tilpasninger, men i 2024 står særligt tre opgraderinger meget tydeligt i hans erindring.

Efter 7 år trængte vores lokation på Strandvejen til et kærkomment løft i dets udseende, hvilket den nye rooftop lounge er et tydeligt bevis på. Indrettet med køkkenelementer og møblement fra Vipp lever rummet nu igen op til den imponerende udsigt man som lejer kan nyde godt af til hverdag eller når man inviterer gæster til arrangement. Receptionen på Strandvejen har også gennemgået en markant transformation i samarbejde med BacusCph, hvor bæredygtighed og æstetik er blevet tænkt sammen. Ved at genbruge og upcycle eksisterende inventar – herunder en receptionsdisk, som blev forvandlet med smuk folie og en messingliste – har vi givet området nyt liv og skabt en indbydende atmosfære. På vores lokation i Lyngby er både mødelokaler og velkomstområde blevet opgraderet med fokus på kvalitet og moderne design, hvilket skaber et stilrent og inspirerende miljø for både lejere og gæster hos ordnung.

Udover de fysiske forbedringer har 2024 også været præget af betydelige digitale fremskridt. En af årets store milepæle var lanceringen af vores nye hjemmeside, som har løftet vores online tilstedeværelse markant. Med et intuitivt design og optimeret navigation er det nu endnu nemmere for potentielle lejere at finde netop de løsninger, der passer til deres behov.

I årets løb har vi også hentet inspiration uden for vores egne rammer. I april rejste vores Location Managers til Stockholm på en inspirationstur for at besøge nogle af Sveriges bedste kontorhoteller. Turen gav uvurderlig indsigt og bekræftede, at ordnung er på forkant, både når det gælder kvalitet og innovation. Erfaringerne fra turen har inspireret os til at forfine vores daglige arbejde med nye idéer og løsninger.

For Hauke selv står én særlig milepæl klart som et højdepunkt fra 2024:

“Et af mine yndlingsprojekter var, at vi fik onboardet Workday med 130 arbejdspladser på meget kort tid på Bredgade.”

Han fremhæver især den dedikerede indsats fra Mandy, Location Manager på Bredgade, og hendes team. Gennem effektivt samarbejde og professionel håndtering sikrede de, at projektet blev gennemført hurtigt og problemfrit – et klart bevis på, hvad vi kan opnå med stærkt teamwork.

Lounge ordnung+ Strandvejen, Hellerup

Rooftop lounge, ordnung+ Strandvejen

Bygger videre på succesen fra 2023

Når vi ser tilbage på året, har vi videreudviklet på flere af de områder, der har bidraget til vores succes i 2023. Et eksempel er den fortsatte udvikling af vores nyeste lokation på Kampmannsgade. Siden åbningen i 2023 har vi oplevet en imponerende høj udlejningsprocent, og interessen fra potentielle lejere er fortsat stigende. Kampmannsgade har spillet en vigtig rolle i vores vækst, og den fortsatte efterspørgsel fra potentielle lejere bekræfter, at lokationen har vist sig at være et attraktivt valg i København. Dertil, er vi lige nu i gang med at ombygge hele bygningens 5. sal, der vil give plads til nye lejere og endnu flere muligheder i det kommende år.

Denne vækst og succes går hånd i hånd med vores vedvarende fokus på ESG. Vi arbejder med bæredygtighed både i store beslutninger og i de små detaljer. Et konkret eksempel er implementeringen af takeaway bokse i kantinerne, hvor lejerne har mulighed for at tage overskydende mad med sig. Hele beløbet, som lejerne betaler for boksen, går ubeskåret til velgørenhed. Derudover modtog lokationen på Kampmannsgade i år en Guld DGNB certificering. Certificeringen er en vigtig milepæl, der fremhæver vores ambition om at bidrage til bæredygtige løsninger og sikre, at vores lejere kan arbejde i miljøvenlige og moderne rammer.

I vores bestræbelser på at fremme cirkulær økonomi har vi i år sat fokus på pilotprojekter, hvor vi arbejder med at ‘upcycle’ eksisterende inventar. For eksempel har vi givet skriveborde nyt liv ved at dække dem med en ny folieoverflade, hvilket bringer dem tilbage til deres oprindelige stand. På samme måde har loungemøbler, der ikke længere er i brug på én lokation, fået et nyt formål på en anden. Vi ser det som en vigtig del af vores ESG-arbejde at udfordre den lineære økonomi og vise, at genbrug og upcycling kan være både bæredygtige og stilfulde løsninger.

Endnu et vigtigt skridt for os i 2024 har været at inkludere ESG-rapportering som en del af vores årsrapport for 2023. Hauke fremhæver i den forbindelse:

“Med vores ESG-rapportering viser vi vores fortsatte fokus på bæredygtighed og ansvarlighed, både internt og i forhold til vores lejere.”

Vores rapportering er ikke kun et skridt mod øget transparens i vores bæredygtighedsindsats, men også et værdifuldt redskab for vores lejere. Med EUs nye CSDR-direktiv, er flere af vores store lejere omfattet af kravet om bæredygtighedsrapportering. Gennem vores rapport får de nem adgang til de nødvendige data, hvilket hjælper dem med at opfylde direktivets krav og fremmer en mere bæredygtig forretningspraksis.

Læs årsrapporten for 2023 her.

 

Markedet for kontorhoteller

I takt med at bæredygtighed og ansvarlighed bliver en større del af virksomhedernes prioriteringer, ser vi også, hvordan disse værdier afspejler sig i efterspørgslen på fleksible kontorløsninger. Virksomheder kræver ikke kun arbejdspladser, der understøtter deres ESG-mål, men også løsninger, der giver dem den nødvendige fleksibilitet til at tilpasse sig hurtigt skiftende behov. Her står ordnung stærkt med en kombination af høj kvalitet, fleksibilitet og nøje udvalgte beliggenheder, der imødekommer både bæredygtighedskrav og behovet for smidige og skræddersyede løsninger.

De seneste fem år har markedet for kontorhoteller oplevet en markant vækst, og er blevet, som Hauke beskriver det, en “megatrend“. Flere og flere virksomheder vælger fleksible kontorløsninger frem for traditionelle lejemål – en udvikling, der især er blevet forstærket af hybridarbejdets fremmarch. I stedet for at binde sig til store kontorarealer i mange år, hvor flere pladser ofte står tomme, vælger virksomheder nu kun at leje det antal arbejdspladser, de reelt har behov for, på fleksible lejevilkår.

“De fleste virksomheder har flere medarbejdere end pladser, da mange arbejder hjemmefra, eller bruger en stor del af dagen ude hos deres kunder,” forklarer Hauke. “Det gør kontorhoteller til en langt mere økonomisk og praktisk løsning, som samtidig tilbyder ekstraordinær service og kvalitet.”

En anden bemærkelsesværdig udvikling er den stigende andel af internationale lejere, der søger sig til kontorhoteller. Men selvom vi ser flere større, globale virksomheder blandt vores lejere, er der stadig plads til mindre, lokale virksomheder – noget som Hauke fremhæver som en vigtig del af ordnung. Han understreger, at vores fleksible løsninger gør det muligt at huse virksomheder af alle størrelser, hvilket er en kerneværdi på alle vores lokationer. Beliggenhed er fortsat en vigtig faktor på markedet for kontorhoteller, da mange virksomheder prioriterer attraktive og centrale placeringer højt. Vores lokationer på nøje udvalgte adresser i København imødekommer denne efterspørgsel og tiltrækker både virksomheder og talent.

Kontorhotel ordnung+ Kampmannsgade, København

Loungeområde, ordnung+ Kampmannsgade

Hvad bringer 2025?

Efter snakken om årets begivenheder og trends, spurgte vi naturligvis også Hauke om hans forventninger til 2025. Hans svar er klart: Service og hospitality kommer til at spille en endnu større rolle på markedet for kontorhoteller. Hos ordnung er dette allerede en del af vores kerneværdier, og vi stræber konstant efter at forbedre vores tilgang år for år. I forbindelse med snakken om dette, fremhæver Hauke et citat, der perfekt indrammer vores filosofi:

“Fremtidens kontor er ikke bare et sted, du kommer for at arbejde – det er et sted, du kommer for at være.”

Et moderne kontor skal være meget mere end bare et sted at arbejde. Det skal være et inspirerende miljø, hvor medarbejdere trives og har lyst til at tilbringe en stor del af deres arbejdsuge. Det kræver stilfulde lokaler, en bekvem og central beliggenhed, gennemførte faciliteter og ikke mindst en service, der overgår forventningerne. Alt dette arbejder vi konstant på at forbedre hos ordnung. For eksempel får vores Location Managers og Senior Office Assistants i det kommende år mulighed for at deltage i leder- og udviklingskurser. Det er en investering, der skal sikre, at de – som ordnungs ansigt udadtil – er endnu bedre rustet til deres daglige opgaver og til at skabe værdi for vores lejere.

2025 bliver endnu et år med fokus på at udvikle vores kontorhoteller, så de ikke blot er arbejdspladser, men steder, hvor man trives og bliver inspireret. Vores fortsatte arbejde med ESG er en kontinuerlig læringsproces, hvor vi løbende bliver klogere på, hvordan vi bedst kan gøre en forskel. Vi er opmærksomme på, at bæredygtige initiativer ikke altid er en enkel løsning, men noget, vi gradvist tilpasser os, efterhånden som vi opdager nye muligheder for at skabe værdi og reducere vores miljøpåvirkning. Vi ønsker at takke alle, der har været en del af ordnung i 2024 – både lejere, samarbejdspartnere og vores dedikerede team – og på gensyn i 2025!

 

Tilbage til alle Nyheder

Læs sidste års artikel

Året der gik ordnung

Året, der gik hos ordnung 2023

Vi har sat os ned og taget en snak med vores ejer og CEO, Anders Andersen.